Min baggrund

Jeg er 42 år og bor i Jelling sammen med min mand Christoffer og vores to børn på 8 og 11 år. Jeg har arbejdet i forskellige dele af Miljøministeriet siden 2010 år og er i dag chefkonsulent i Naturstyrelsen i Randbøl. Vi flyttede fra København til Jelling i 2017, da udflytningen af arbejdspladser skabte en oplagt mulighed for at ”vende hjem til Jylland” og få bedsteforældrene tættere på.

Jeg blev valgt ind i byrådet i 2021 og sidder i Børne- og Familieudvalget, Teknisk udvalg og er næstformand for Udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokrati.

Jeg har det meste af min barndom boet i den lille by Bryrup mellem Tørring og Silkeborg. Jeg ved, hvad god kollektiv trafik betyder, for jeg brugte 1 time og 15 minutter i bus hver vej til gymnasiet i Silkeborg. Jeg kender også værdien af et rigt foreningsliv. For indimellem skulle der ske noget mere spændende end at gå i skole og arbejde i Daglig-brugsen eller gøre rent på det lokale hotel. Jeg har altid været bidt af friluftsliv i alle mulige former: Spejder, skiløb, vandring, kystlivredning, løb osv. og i dag særligt mikroeventyr i den danske natur med familien. Jeg er derfor meget opmærksom på, hvor vigtigt det er at alle har gode muligheder for at komme ud i naturen og for at motionere.

Jeg har læst statskundskab og var også dengang aktiv i politik. Jeg har erfaring med mig fra studiejobs i Folketinget og Finansministeriet og fra at give en hånd med i valgkampe i København. Jeg har egentlig aldrig set mig selv som politiker. Men i 2019 blev jeg interesseret i, hvad det betyder for os som samfund, at vi afleverer vores børn i mange timer i skoler og dagtilbud, hvor kvaliteten desværre ikke altid er god nok . Jeg var med til at arrangere en demonstrationen for bedre normeringer i Vejle i april 2019, hvor der kom 800 mennesker. Det startede min interesse for kommunalpolitik og det gik op for mig, at der er for få småbørnsforældre og kvinder i Vejle byråd. Det vil jeg gerne være med til at lave om på.